Aarhus Universitetsforlag Menu

Guide - de sociale medier

Sociale medier - en starthjælp til forfattere

På Aarhus Universitetsforlag A/S arbejder vi målrettet på at markedsføre hver enkelt udgivelse, og det er afgørende for os, at alle bøger formidles bredt til potentielle læsere. Ambitionen er at synliggøre dit - forfatterens - arbejde på den bedst mulige måde.

En af de måder, vi understøtter synliggørelsen af din bog på, er ved at tænke de sociale medier ind i markedsføringen og hjælpe dig til aktivt at kommunikere på nettet.

Det kan virke uoverskueligt at skulle forholde sig til, endsige agere i, de sociale medier, når man efter hårdt arbejde endelig står med den færdige bog i hånden. Men de sociale medier har i dag så stor en betydning, at det ganske ofte viser sig at være en gevinst at tage udfordringen op.

Aarhus Universitetsforlag A/S har siden januar 2013 været på Facebook. Vi har her lavet en kort introduktion til, hvordan de sociale medier kan tjene en udgivelse, og hvordan vi - forlag og forfatter - kan hjælpe hinanden med at få bogen ud over rampen.

Hvad kan de sociale medier - og hvilke skal du bruge?

De sociale mediers force ligger i navnet - de er dialogorienterede digitale tjenester, hvor brugerne lytter til hinanden, deltager i en samtale og deler viden og erfaringer med hinanden. Som forfatter kan du således kommunikere og interagere med rigtig mange mennesker på samme tid, og du kan gå i dialog med dem om aspekter, der har relevans for din bog og i bredere forstand for dit videnskabelige arbejde.

Måske er din bagtanke med de sociale medier, at du vil sælge flere eksemplarer af din bog. Vi anbefaler dog, at du vender dit tankesæt om og tænker din online tilstedeværelse meget mindre kommercielt: At du ser din tilstedeværelse som en mulighed for at udbrede kendskabet til din forskning; for at udveksle erfaringer og ideer med fagfæller; for at eksponere bogen for en bredere læsergruppe og øge interessen for fagområdet.

Facebook

Der findes efterhånden en del sociale tjenester, du kan vælge at arbejde i. I Danmark er omkring hver 3. dansker på Facebook, og Facebook er dermed langt det største netværk herhjemme. Aarhus Universitetsforlag A/S anbefaler, at du opretter en profilside her. Undlad at lægge kommentarer ind under din personlige profil. Opret i stedet en profil for din udgivelse eller for dit professionelle brand som forfatter, forsker, foredragsholder, ekspert etc. Du kan da bruge siden som en hjemmeside, hvor du linker eller streamer til andre platforme. Fortæl endelig din redaktør på Aarhus Universitetsforlag A/S at du har lavet en side - så linker vi til den og hjælper med at sprede budskabet, ikke mindst via vores Facebook-side.

TIP: Vær engageret, ærlig og venlig. Hold en professionel tone. Skriv nye indlæg 3-5 gange om ugen. Svar på spørgsmål. Læg op til at dine "venner" skal engagere sig og besvare dine kommentarer. Og husk at dit brand er, hvad folk i dit netværk siger om dig.

LinkedIn 

LinkedIn er verdens største professionelle og faglige netværk, hvor mere end 500.000 danskere (og over 100 millioner på verdensplan) udveksler informationer og nyheder. På LinkedIn netværker du med dine gamle, nuværende og kommende kolleger, samarbejdspartnere og kunder, og her viser du, hvad du kan rent fagligt. Det er altså stedet at vise dine kvalifikationer - og herunder også den nyhed, at du har en ny bog på vej, eller at du holder foredrag på tre gymnasier i december måned. Opret en personlig profil (husk at være detaljeret), og inviter dit professionelle netværk til at linke til dig.

Blogging

Det er nemt, hurtigt og gratis at oprette din egen blog, fx med wordpress.com, blogger.com eller blog.dk. At blogge er ikke længere et medie, der er forbeholdt de få, og hver tredje danske internetbruger læser blogs. Det betyder, at man meget hurtigt kan danne sig et navn inden for et bestemt område - og opnå at blive læst af rigtig mange mennesker. Bloggen giver dig mulighed for at skrive om din forskning på en passioneret og engageret måde: Hvad er det, du arbejder med til daglig? Og hvad er det for tanker, du gør dig i forhold til dit arbejde og dit fagområde?

TIP: Tjek, om der er andre bloggere på dit område, før du går i gang. Husk, at blogging er meget tidskrævende og personligt. Skab et fællesskab med brugerne. Skriv engageret og engager dine brugere til at kommentere og sende videre.

10 tips til at markedsføre din bog online

Er tiden ikke til det store engagement på Facebook, LinkedIn eller på din egen blog, kan du i stedet vælge at fokusere på andre online tiltag. Her kommer alle kanaler i spil. Vi giver dig 10 gode tips, der vil hjælpe din bogs synlighed på nettet:

1. Skriv indlæg i relevante grupperum og diskussionfora. Find dem hos fx Google Groups og Yahoo Groups. Vær faglig og ydmyg; undlad at promovere din bog.

2. Skriv indlæg på andres blogs og Facebooksider. Undlad også her at promovere din bog.

3. Hvis du får muligheden for det, så lav en video eller et podcast om din bog og upload den til Vimeo.com eller YouTube.com. Fortæl endelig din redaktør på forlaget, at du har et produkt: Vi vil meget gerne hjælpe dig og har endvidere mulighed for at vise filerne på vores hjemmeside.

4. Skriv et indlæg på Wikipedia (opslagsværk, der skabes af brugerne). Brug eventuelt bogens bagsidetekst som udgangspunkt, hvis kreativiteten ikke indfinder sig.

5. Har du slides om bogens emne, som du bruger i undervisningen? Del dem på Slideshare.com. Det giver good-will og interesse for din person.

6. Har du ekstra fotos om bogens emne? Del dem på flickr.com.

7. Skriv din bogs titel ind i din e-mail-signatur. Og husk endelig et link til bogens hjemmeside hos Aarhus Universitetsforlag A/S.

8. Opret en personlig Twitter profil og søg efter personer med interesse i bogens emne.

9. Bed om anmeldelser af din bog på amazon.com og barnesandnoble.com.

10. Tak altid dine læsere for kommentarer - positive som negative.

Engagement på de sociale medier

Vælger du som forfatter at oprette en profil på en eller flere sociale platforme, er det vigtigt, at du gør dig helt klart, at det kræver engagement og ressourcer - måske endda blod, sved og tårer. At oprette en profil på Facebook og derefter læne dig tilbage og vente på, at du får kommentarer og "likes" vil give bagslag. De sociale medier handler om at kommunikere med andre mennesker, og vi anbefaler, at dit fokus ligger på at dele og samle viden, lytte til dit netværk og frem for alt deltage oprigtigt, engageret og fagligt kompetent. Brug din faglighed og din ekspertise. Giv dit netværk det, de mangler og det, de vil have. Alt andet vil blive gennemskuet, og din tilstedeværelse vil være et ekko af tom aktivitet.

De sociale medier kan være fabelagtige redskaber i markedsføringen af din bog, og de kan være med til at mangedoble interessen for din bog. Vi håber, at du på baggrund af vores lille starthjælp får lyst til at springe ud som forfatter - også på de sociale medier.

 Vi glæder os til det videre samarbejde.